Saturday, June 08, 2013

Om magtfuldkommenhed

Hvis det havde drejet sig om, at de danske familielæger var ineffektive og kostede alt for meget, havde jeg ikke blandet mig i debatten. Enhver der kender mine politiske holdninger ved at jeg er den første der skriver under på at den offentlige sektor er nødt til at blive mindre, idet en stor de af den private og betalende industri er flyttet andre steder hen. Med færre indtægter har vi mindre til de goder vi ønsker os. Givet at ingen andre lande vil betale for os, er vi nødt til at blive billigere for at få skabt vækst i den ikke-offentligt finansierede sektor, således at vi kan betale for de dele af velfærdsstaten, der vitterligt er gode opfindelser.

I dette tilfælde drejer det sig slet ikke om penge og samfundsøkonomi, det drejer sig om magt. Magt der flyttes fra relationen mellem patient og læge til embedsmænd og administrativt personale uden lægefaglig indsigt. Det drejer sig om, at kontinuiteten i den danske lægestand bliver underlagt politikere med skiftende holdninger. At en nødvendig konsekvens af forslaget desuden er, at den danske primærsektor bliver dyrere og i meget mindre grad kommer at kunne aflaste den meget mere kostbare sygehussektor, er for dem der tror på topstyringselskende teorier uinteressant. Målet helliger midlet.

Man tager sig til hovedet. Den danske model i form af privatpraktiserende familielæger er noget som andre lande prøver at efterligne. Man ser op til den model vi har her: Vi har en bekendt koordinerende tovholder ved frygt for sygdom; Vi har effektive konsultationer som følge af kontinuitet og en læge der er geografisk bundet som konsekvens af sin investering; Vi har ingen tyk administration hvor lokale høvdinge skal sidde og planøkonomisk gøre sig kloge på hvad der skal foregå i primærsektoren.

Man skulle kunne sige at den danske model med privatpraktiserende læger er beviset for at man faktisk kan kombinere det bedste fra et liberalt erhvervsliv med en offentlig velfærd - tingene fungerer fordi vi som entreprenører skal drive vores forretninger - vi kan ikke vente et par årtier på at computersystemerne skal snakke sammen som i de regionstyrede sygehusene. Men det er måske en humlebi der ikke længere kan flyve. Man kan nemlig ikke kombinere lægefaglighed og patient-læge-integritet med socialistiske fantasier. De magthavendes vilje til at detaljeregulere efter mediale døgnfluer ender oftest med at være galskab i virkeligheden. De vil heller ikke indse at en konsekvens af færre penge mellem hænderne er at købe færre ting, og de vil blive ved med at tro at effektivisering er muligt hvis bare en Djøf'er siger det er foreneligt med dennes seneste teori for kontrol. Kun de sande borgerlige som samtidigt forstår værdien af dele af velfærdsstaten kommer at vove sige "Smal men stærk, resten må I klare selv". Kun de rigtigt borgerlige indser at bureaukrati står lige så meget i vejen for en effektiv velfærdsstat som for et konkurrencedygtigt erhvervsliv.

Det hele bliver måske meget nemmere hvis bare den folkesocialistiske sundhedsminister og regionerne forbød sygdomme. På den måde frigøres der rigeligt med penge til at ansætte flere og dybere lag af bureaukrater som kan synes alt muligt om alting, og kan regulere "pakkeforløb" derefter. Så behøver lægerne heller ikke at få skylden for at implementeringen af skrivebordsteorierne ikke fungerer i praksis.

De frie lægerne sætter ned foden fordi det er en vulgarisering af vores fag at lade tre fjerdedele af tiden gå til papirnusseri i stedet for til patientkontakt, hvilket er den virkelighed de yngre lægerne arbejder under på sygehusene. De frie læger opgiver ydernumre og investeringer. De betaler af på dyre banklån, og er parat til helt at give afkald på honorarer fra det offentlige, fordi de nægter at være et redskab i hånden på bureaukrater, som slet ikke har kendskab til lægens arbejde.

For eget vedkommende er jeg blevet endnu mere overbevist om parolerne "Aldrig mere rødt" og "Afskaf regionerne, de koster en masse, men udfylder ingen funktion udover at generere bureaukrati".


Nærlæs også føljende artikler:

Vivi Jørgensen Hvad er en familielæge?
Patrick Leis De sidste frihedskæmpere
Henrik Keller Den går bare ikke med os
Benedikte Kiær Tag lovforslaget af bordet
Line Soot Fuld kontrol
Morten Ekstrøm Ingen tillid til lægerne
Benedikte Kiær Nej til nationalisering af familielægen
Kirsten Lundsby Hansen Farvel til familielægen
Lilly B. Tang Den »gratis« lægehjælp og praksislægerne
Imran Rashid Astrid Krags skjulte dagsorden
Undertegnedes Selvejende læger er nøglen

"Kan I se Hr Bureaukrat. Patienten passede faktisk ind under Jeres kriterier, lige som jeg prøvede at forklare imens han stadig var i live."
Rembrandt Harmenszoon van Rijn (1606-1669) De anatomische les van Dr. Nicolaes Tulp/The Anatomy Lesson of Dr. Nicolaes Tulp (1632).