Det er en lang vej at blive familielæge. Efter 6 år som universitetsstuderende uden indtjening aflægger man lægeløfte og herefter følger 6 år på grundløn (undertegnede har knap 19000 i netto på nuværende tidspunkt) på sygehusafdelinger og i forskellige praksis, for at blive speciallæge i almen medicin. Derpå kan lægen for banklånte penge investere flere millioner i køb af praksis og ydernummer. Det er altså tale om en lang proces som kommer efter modne overvejelser. Dette fordi man vil have det patientnære arbejde, hvor ikke 3/4 af tiden går til papirarbejde, som at være del af den stolte danske primærsektor indebærer. En primærsektor bygget op af familielæger og som andre lande er misundelige på.
• Familielægens dyre investering i egen praksis binder familielægen og sikrer derved kontinuitet i en årrække.
• Dette gør at familielægen bliver en bekendt tovholder ved frygt for sygdom, mellem forskellige anonyme sygehusafdelinger og samfundsinstitutioner.
• Familielægen kender sine patienter og lokalsamfundet, man behøves derfor ikke at begynde forfra ved hver eneste konsultation. Dette giver effektivitet.
• Familielægen ejer sin egen klinik, har investeret dyrt i køb af ydernummer og er meget fokuseret på at driften i klinikken skal løbe rundt.
• Familielægerne er af natur en selvstændig iværksætter, og det er derfor sjældent tale om en normal arbejdsuge på kun 40 timer.
• Familielægens unikke stilling kan derfor ikke sammenlignes med læger der er ansatte til fast arbejdstid på en Regionsklinik, hvor lægen nemt kan sige sit job op og flytte et andet sted.
• Familielægen afregner direkte og der er derfor ingen plads til fordyrende bureaukratiske mellemled. Den danske model er blandt andet af denne grund billigere end eksempelvis den svenske.
• Norge valgte at kopiere den danske model i 2001, til dels på grund af at regionsstyrede klinikker ikke giver god aflastning af den meget dyrere sygehussektor.
Se også: Selvejende læger er nøglen
Fritz Syberg (1862-1939) Dødsfald/Death (1892).